ØSTER ÅBY FRISKOLE
Nyborgvej 501
5881 Skårup

62 23 14 54

Kontor@voresfriskole.dk

Historie

Den 12. maj 1878 åbnedes friskolen på Øster Åby mark i Skårup sogn ved Svendborg. Der var mødt temmelig mange folk, så stuen som var bestemt til fremtidig skolestue tilligemed stuen ved siden af, var overfyldt. Der blev talt gode og opmuntrende ord og udtalt de bedste ønsker for skolens fremtid af valgmenighedspræst R. Pedersen fra Vejstrup og både jeg og de forældre, jeg skulle tjene, må mindes dagen som en forjættende højtidsdag. 
Dagen efter denne dag - altså D. 13' Maj - begyndte skolegerningen så med 5 børn .....
 
Således, med små begyndelsesbogstaver i navneordene og å i stedet for aa, starter skolens første lærer Hans Lund sin beretning om Øster Åby Friskole, en beretning der står på de første sider af skolens protokol.
 
De fem børn der startede, er i tidens løb blevet til 200 elever.
 
Hans Lund blev afløst af sin søn Thorvald, der igen gav ansvaret videre til Petersen, så til Bruntse, derefter til Bent Aa. Rasmussen, og fra februar 2002 til Per Wendelboe. 
 
I anledning af 100 års jubilæet i 1978 udgav man bogen Hjemskolen Øster Åby Friskole. Cecil Christensen, der var lærer på skolen i 1978, stod for jubilæumsskriftet. Det blev et meget flot skrift, der i mange år blev brugt af undervisningsministeriet som grundbog i fri skole. 
 

Skolen fyldte 125 år i maj 2003.
 
I den forbindelse blev der udarbejdet et jubilæumsskrift af Carsten Oxenvad. 
Jubilæum 125 år.
 


20 års jubilæum med Ålandsudveksling 2006.
Indledning ved Asger Albjerg, Institutionen för nordiska språk och nordisk litteratur.

I Nordens Institut på Ålands årsberetning for 1986 står der: ”Blandt de vigtigste projekter i 1986 må særligt fremhæves: ålandsk-nordiske klasseudvekslinger, hvor børn på samme niveau besøger hinanden og deltager i hinandens normale hverdag og skolegang.”

Af årsberetningen fremgår det også, at skolerne var Vikingaåsens låg- och mellanstadieskola og Øster Aaby Friskole, og at der til arrangementet blev bevilget et beløb på i alt 18.000 finske mark.

Læs mere ved linket Ålands-jubilæum

 

I september 2013 blev skoleleder Per wendelboe kontaktet af Jan Sigurd Pedersen, barnebarn af Peder Pedersen, skoleleder Øster Åby Friskole 1919-1947. Han forærer skolen en sølvkaffekande fra 17. november 1936.

Kaffekanden er givet af friskolekredsen til Peder Pedersen og hustru formegentlig i anledningen af deres sølvbryllup ovennævnte dato.

  Dette bliver til en lille historie i avisen Østkysten 18.09.2013.

  Jan Pedersens far, Niels Peter Sigurd Pedersen, er født og opvokset i skolens bolig.

  Selv har Jan Pedersen ikke været på Øster Åby Friskole før ved denne lejlighed i september 2013. 

  Hans bedstefar Peder Pedersen var død inden Jan kom til verden i Ålborg.

  I 1968 flyttede Jan til Svendborg med sine forældre. Forældrene deltog i skolens 100 års jubilæumsfest.

 

Skolen modtog også nogle fotos af familiemedlemmer, samt et foto af et maleri af skolen fra 1947, som Jan Pedersen har hængende i sit hjem i Svendborg.

 

Den 27. marts 2017 mødtes skoleleder Per Wendelboe med Jan Sigurd Pedersen for at erhverve billedet af skolen fra 1947, malet af en Lindballe.

Jan Pedersen, barnebarnet til skoleleder Peder Pedersen 1919-1947, ville gerne tilbyde skolen dette billede.